Horsens Karrosserifabrik anno 1948, få år før Erik Juhlsen blev ansat. Som det fremgår, spiller træ en stor rolle, hvilket forklarer, hvorfor karetmagere var oplagt arbejdskraft. Foto: Danmarks Industrimuseum.
Alle danske håndværk har gennemgået drastiske forandringer når det kommer til arbejdsprocesser og materialer siden 2. Verdenskrig. Udviklingen har overordnet været præget af, at der er sket et markant skred i forholdet mellem håndværkernes arbejdslønninger og prisen på håndværkernes råvarer. Det har sat alle håndværksfag under pres for at udvikle metoder til at øge forbruget af industrielt fremstillede elementer med henblik på omvendt at kunne reducere timeforbruget. Det har fået kritikere til beskylde håndværkerne for, at de har udviklet sig til ”deleudskiftere”. Nogle håndværk har nok udviklet sig i retning af montørarbejde, men andre har trods grundlæggende forandringer bevaret et klart håndværkspræg.
Industrimuseet har netop modtaget en charabanc (hestevogn, hvor passagererne sidder ansigt mod ansigt) fra Erik Juhlsen i Horsens. Erik Juhlsen er udlært karetmager, og mødet med ham satte gang i overvejelser om de dramatiske forandringer, et håndværksfag har gennemgået i hans levetid. Juhlsen blev født i slutningen af 1920’erne som søn af en karetmager. Juhlsens far havde værksted på hovedgaden i Gedved ikke langt fra seminariet. Faderen havde i sin tid overtaget værkstedet efter sin svigerfar, og der var derfor allerede, da Erik Juhlsen kom i lære, tradition for karetmagerfaget i familien.
Karetmagerværkstedet på Danmarks Industrimuseum.
Foto. Kristoffer Jensen.
Familiens værksted foretog ikke bygning af nye hestevogne, udelukkende reparationer. Arbejdet blev udført i tæt samarbejde med landsbysmeden, som foretog al arbejde med hestevognenes jerndele. Derimod var der ikke mange underleverandører at samarbejde med: Juhlsens far tog selv i skoven og udvalgte sig tømmer til sit arbejde, som siden efter anvisning blev groft opskåret af savværket.
Endnu i 1940’erne stod hestevogne for størstedelen af bøndernes lokaltransport og faget fremstod attraktivt, da Erik Juhlsen selv skulle vælge livsvej. Han kom i lære på sin fars værksted og fik svendebrev som karetmager i 1947. Krigen lagde en dæmper på bilismen, men Juhlsen blev allerede under sin læretid klar over, at arbejde med hestevogne ikke ville kunne brødføde ham resten af livet. Faderen holdt sig til hestevogne, mens han selv efter udstået læretid søgte og fik arbejde på Aagaards Karrosserifabrik i Vejle. Her var der ingen hestevogne, men i stedet lastbiler, som dengang typisk kom til Danmark som rene chassiser. Det gav arbejde til danske karrosserifabrikker, som byggede førerhuse og lad efter kundernes individuelle ønsker. Førerhusene blev udført som træskeletter beklædt med plade, mens ladene blev bygget af planker. Derfor kunne Juhlsen og hans kolleger hos Aagaard, som alle var udlært enten karetmagere eller skibsbyggere, benytte deres kompetencer på træområdet. De måtte dog også tillære sig nye evner i form af arbejde med blikplader og svejseteknikker, når førerhusene skulle beklædes. Den enkelte medarbejder var her i stort omfang overladt til sig selv, da der ifølge Juhlsen ikke blev tale om hverken kurser eller anden videreuddannelse i den anledning.
I starten af 1950’erne kom Juhlsen til Horsens Karrosserifabrik, hvor arbejdet også bestod i nybygning af førerhuse, lad og busser. Her arbejdede han til 1963 og nåede dermed at ane, at der var en udvikling i gang i retning af, at lastbiler til Danmark blev leveret med fabriksfremstillede førerhuse. Det skulle på længere sigt komme til at betyde døden for mange danske karrosserifabrikker. Omvendt var privatbilismen i stærk fremmarch i 1960’erne. Juhlsen nedsatte sig som selvstændig pladesmed med en virksomhed rettet med private. Opgaverne bestod nu af opretning af buler og rustarbejde på personbiler. Erfaringerne med træ blev herefter kun indirekte nyttiggjort, men omvendt var han tilbage ved den direkte kundekontakt kendt fra faderens værksted.
Erik Juhlsen under oprydning i sit værksted 2011.
Foto: Kristoffer Jensen
Juhlsen drev Bækkelund Karrosseriværksted indtil 1995. Mod slutningen af sit arbejdsliv måtte Juhlsen lære sig at arbejde med plastik, som kom til at fylde mere på bilerne, og dermed var det tredje materiale, Juhlsen måtte gøre sig fortrolig med. I tråd med den generelle udvikling skitseret i indledningen, oplevede Juhlsen også, at man som karrosserismed i stigende grad blev presset til at foretage udskiftning af en bulet skærm frem for opretning. Arbejdslønnen blev den største post på regningen til kunden, og derfor kom der stort fokus på at holde timeforbruget nede.
Juhlsen er nu ved at rydde sit værksted, da både det og privatboligen ved siden af er solgt. I fremtiden vil bygningerne ikke komme til at rumme vinkelslibere og svejseapparater. Den danske bilpark er blevet yngre, hvilket sammen med bedre rustbeskyttelse medfører færre rustreparationer. Samtidig er reglerne for, hvor store trafikskader må være, før biler af forsikringsselskaberne bliver vurderet totalskadet, strammet afgørende op. Det giver mindre arbejde til værksteder af Juhlsens slags. Arbejdet bliver i disse år samlet på færre og større værksteder, hvor man typisk også kan tilbyde mekaniske reparationer og lakering.
Den moderne karrosserismed.
Her ses Tommy
Laugesen fra
Bilernes Hus i
Silkeborg, der
deltog i verdens-
mesterskabet for
unge karrosseri-
smede i 2009.
Foto fra Silkeborg
Tekniske Skole.
Karetmageren har udviklet sig til karrosserismed, og gamle kompetencer er blevet værdiløse i processen. Også nutidens gode karrosserismed har imidlertid fornemmelse for sine materialer i hænderne og viderefører dermed gamle håndværkstraditioner.
Skrevet af Kristoffer Jensen
Danmarks Industrimuseum, Horsens
Om denne historie
Denne Teknologihistorie er skrevet i maj 2011. Tidsangivelserne i artiklen refererer hertil.
Se karetmager-værkstedet
Karetmagerværkstedet kan ses på Danmarks Industrimuseum.
Læs mere….
Den interesserede kan læse mere om arbejdet på en dansk karrosserifabrik i bogen:
Jørgen Burchardt: En dansk bushistorie. Busbyggeri på Aabenraa Karrosseri 1950-2004.
Bogen, inkl. en DVD-film, blev udgivet af Museumsrådet for Sønderjyllands Amt og Forlaget Kulturbøger i 2005.