Egetæppers fabrik ved Horsensvej i Vejle. Hallen længst mod venstre blev bygget af tekstilfirmaet Brdr. Wittrup i 1964, mens mellembygningen og hallen til højre blev tilført efter Egetæpper overtog virksomheden i 1974. Foto: Kristoffer Jensen.
Egetæpper lukkede 1. juni 2012 sin afdeling i Vejle, hvor koncernen ellers siden 1976 havde spundet uld- og kunstfibergarner til tæppefremstilling. Fremstillingen af kunstgarner er outsourcet til en udenlandsk underleverandør, mens produktionen af uldgarner er overflyttet til et spinderi i Litauen ejet af Egetæpper.
Med lukningen af Egetæpper i Vejle afsluttes historien om Vejle som tekstilby endegyldigt, og Danspin i Ikast er nu det eneste større spinderi tilbage i Danmark. Af den grund valgte vi på Danmarks Industrimuseum, at det var værd at aflægge Egetæpper et besøg, mens virksomheden fortsat var i drift. Besøget var vemodigt, og divisionschefens rundvisning på virksomheden gav anledning til generel bekymring for Danmarks økonomiske fremtid.
Volfe-anlægget på Egetæpper, hvor den vaskede råuld bliver revet op og får en første tvinding. Grundpricippet er det samme, som det var på 1800-tallets uldspinderier. Foto: Kristoffer Jensen.
I løbet af de allerseneste år har der bredt sig en voksende politisk erkendelse af, at det ikke er uproblematisk, når industriel produktion forsvinder fra Danmark. Man er blevet klar over, at det i hvert fald i mange industrielle brancher er karakteristisk for den konkurrencedygtige virksomhed, at der er et meget tæt samspil mellem innovation og produktion. Et sådant samspil kan vise sig umuligt at etablere over store geografiske afstande, og truslen er derfor, at udflytning af produktion efter kort tid også nødvendiggør udflytning af kreative jobs. 1990’ernes forestilling om, at Danmark kan udvikle sin position som videnssamfund i takt med, at rollen som industrisamfund eroderer, kan dermed vise sig at have været en illusion.
På Egetæpper kunne man i maj 2012 fortælle, at man i kraft af øget automatisering siden 1980’erne havde halveret medarbejderstaben samtidig med, at den årligt producerede mængde garn var fastholdt på samme niveau. Siden midten af 1990’erne var rationaliseringen imidlertid gået i stå, og lønomkostningerne havde ikke kunnet reduceres yderligere.
Spindeanlægget er i stort omfang automatiseret, men det kræver alligevel pasning, og der er ikke kommet mere effektive spindemaskiner på markedet de sidste 20 år. Foto: Kristoffer Jensen.
Egetæpper havde haft vilje til at foretage yderligere investeringer i ny og mere effektiv produktionsteknologi, men det havde vist sig umuligt at skaffe.En stor del af de vestlige landes tekstilindustri flyttede til lavtlønslande i 1990’erne, og de lave lønomkostninger dér betød, at incitamentet til at investere i ny teknologi forsvandt. Dermed forsvandt markedet for tekstilindustriens maskinleverandører også.
De virksomheder, der som Egetæpper forsøgte at fastholde produktionsaktiviteterne i lande med høje lønomkostninger, var efterhånden ikke mange nok til at udgøre en attraktiv kundegruppe for branchens teknologiudviklere, og maskinleverandørerne gik enten konkurs eller holdt op med at videreudvikle deres produktprogram.
De manglende perspektiver i fortsat rationalisering gjorde det til alene et spørgsmål om tid, før Egetæpper blev tvunget til at flytte spinderiet til et lavlønsområde, og man kan frygte, at der snart ikke vil være et eneste spinderi tilbage i Vesteuropa.
For Danmarks fremtid må man håbe, at teknologiudviklingen i andre industrielle brancher vil vise sig mere sejlivet. Fortsat automatisering er forudsætningen for fastholdelse af industriel produktion i Danmark
Skrevet af Kristoffer Jensen
Danmarks Industrimuseum, Horsens
ISSN 1904-3066
Om denne historie
Denne Teknologihistorie er skrevet ultimo maj 2012. Tidsangivelserne i artiklen refererer hertil.