Nogle indtryk fra 9th Tensions of Europe, afholdt på Luxembourg Universitet 27. -30. juni 2019, af ph.d.-stipendiat Aske Hennelund Nielsen (Institut for historie, Syddansk Universitet)

Dette års Tensions of Europe-konference blev afholdt på Luxembourg Universitets Campus i Belval tæt på den franske grænse. Med temaet Decoding Europe: Technological Pasts in the Digital Age havde konferencen fokus på de mange forskellige måder, historiefaget og fortiden generelt kan tolkes på og måske endda bliver påvirket af de nye digitale mediers fremmarch, samt de tilgange der er forbundet med dem. Til dette formål var der derfor også inviteret forskere indenfor digital humaniora, der kunne bidrage med nye vinkler på det historiske arbejde, blandt andet de to keynote-talere Bethany Nowviskie fra James Madison University og Niels Brügger fra Aarhus Universitet (1).

Konferencens rammer

Konferencen blev som nævnt afholdt på Luxembourg Universitets Belval Campus. Universitetet er ungt; ifølge rektor Stéphane Pallage ved konferencens åbningstale blev det påbegyndt i 2003 med det formål at skabe en stærk vidensøkonomi for Luxembourg. Selve campusset ligger midt i et gammelt mine- og industriområde, hvor mange af de gamle industribygninger stadig er bevaret og er en del af campussets udseende og identitet. Universitetet har formået at kombinere landets industriarv og dets nye uddannelsesfokus på en meget pæn måde. Campusset er en hel by i sig selv med hotel, restauranter, musiksteder og egen togstation.

Selve konferencen foregik i bygningen Maison du Savoir, et sort højhus med en metalramme rundt om hele konstruktionen og med overblik over vejen Porte des Sciences, der løber fra hovedvejen ind til campusset. Auditorierne var fine, og de lokale arrangører gjorde et godt stykke arbejde for at sørge for tilvejebringelse af de fornødne redskaber og assistere ved eventuelle problemer. Desværre var bygningerne ikke udstyret med et rigtigt klimaanlæg, og til tider var det lidt besværligt at holde koncentrationen midt i den europæiske hedebølge.

De lokale arrangører og programkomiteen skal have ros for at have sammensat en god konference og et godt program med både tid til faglige fordybelse og sociale samtaler med venner og kollegaer i Tensions-netværket. Fokus var i år at komme med alternative formater til sessioner og inddrage forskere fra digital humaniora, hvilket arrangørerne også forsøgte at gennemføre for de store plenumdiskussioner og i keynote-foredragene, dog med blandet succes. En ulempe, der selvfølgelig er svær at gøre noget ved, var, at der om fredagen var planlagt en tur til den nærtliggende højovn samtidig med fire andre sessioner. De af os, der gerne ville deltage i en session om formiddagen, kunne derfor ikke komme med på turen, hvilket var ærgerligt. Et højdepunkt på konferencen var festen lørdag aften, hvor netværkets husband Tensions leverede en kraftpræstation og fik stort set hele konferencen på dansegulvet, trods de høje varmegrader!

Keynotes, paneldebatter og det digitale fokus

Efter en kort velkomst ved professor Andreas Fickers fra Luxembourg Universitet torsdag eftermiddag blev konferencen indledt med en keynote fra Bethany Nowviskie med titlen ”What Colours the Historical Record?” Med udgangspunkt i Nowviskies arbejde ville hun undersøge ”the digital afterlives” af en bearbejdet udgave af en afhandling af den tyske geolog Abraham Werner fra 1774. Bogen er blevet oversat og bearbejdet til engelsk som Werner’s Nomenclature of Colours i 1814, hvor den opnåede stor popularitet. og er blevet flittigt brugt af naturforskere i det efterfølgende århundrede, blandt andet Charles Darwin, til at beskrive farvenuancerne i naturen. Nowviskie tog afsæt i sine personlige oplevelser og bekymringer om livet i den antropocæne verden og de truende klimaforandringer og kom ind på en række forhold for vores digitale fremtid for til sidst at vende tilbage til Werners bog, og hvordan digitale værktøjer kunne bruges til at forfølge Werners bogs indflydelse. Trods en interessant indgangsvinkel og nogle lovende perspektiver på digital humanioraforskning fandt jeg det meget svært at følge den røde tråd i foredraget og præcist at blive klog på, hvilke redskaber eller tilgange jeg skulle få ud af det. Nowviskie brugte mange forskellige begreber, hun dog aldrig definerede præcist, og der var flere afstikkere til interessante perspektiver, der dog ikke virkede så relevante i forhold til foredragets agenda.

Umiddelbart efter den første keynote var der er en fælles paneldebat med professor Jane Winters som ordstyrer med forskellige perspektiver på digitalisering, primært med afsæt i de 5 paneldeltageres forskning. De fleste papers var ud fra et europæisk perspektiv og demonstrerede både, hvordan man kunne anvende digitale værktøjer, tilgange og kilder i en historisk analyse, men også nogle af de faldgruber og problemstillinger, der kunne være forbundet med dem. Blandt andet blev det diskuteret, hvor ulig statussen var på digitale arkiver og redskaber rundt om i verden, hvor man i de rigere vestlige lande havde større mulighed og adgang til at foretage digitale analyser, der for store dele af den øvrige verden er stort set umulige.

Meget passende blev torsdagen afrundet med en bogpræsentation af det sidste værk i Making Europe-bogserien, nemlig Commuicating Europe af Fickers og Pascal Griset. Med dette sidste værk i den første store programsatsning fra Tensions er det en periode, hvor netværket skal til at definere nye forskningsveje og satsninger, hvilket også var temaet for paneldebatten dagen efter.

Midtvejs fredag mødte konferencens deltagere op til et fælles panel, hvor paneldeltagerne skulle afrapportere på deres hidtidige resultater inden for arbejdsgrupperne i Tensions nye forskningsprogram om ”Technology and Societal Challenges” (2). Sessionen var organiseret, så en repræsentant fra hver gruppe gav et kort elavator pitch af gruppens formål og dens forskning, og efter denne præsentationsrunde ville Fickers, professor Damara Japeśniak-Quast og professor Angela Leung kommentere på programmet og arbejdsgrupperne. Formatet var en god ide, der dog ikke var helstøbt endnu. De fleste af repræsentanterne brød tidsbegrænsningen på 3 minutter, og kommentatorerne syntes at have forstået deres opgave forskelligt. Mens Leung kommenterede konkret på nogle udvalgte grupper, var Fickers og Japeśniak-Quast mere generelle i deres kommentarer. Det var ikke, fordi kommentatorerne ikke havde relevante eller indsigtsfulde betragtninger, men nogle betragtninger var måske nok malplacerede i netop denne session. Mange af pointerne fra kommentatorerne bar præg af at se ud over det nuværende program, og dermed undgik de at tage konkret stilling til de igangværende projekter, og man kan derfor diskutere, hvor meget det bidrog med i forhold til det nuværende program og de enkelte arbejdsgrupper.

På konferencens sidste dag holdt Niels Brügger keynote-foredraget ”Tensions in the web archive”. Foredraget kan overordnet set inddeles i tre dele: i den første del gennemgik Brügger nogle generelle forhold for, hvad webarkiver er, og hvad de ikke er, samt standen på webarkiver i Europa og USA. I den anden halvdel præsenterede Brügger det forskningsarbejde, som han og hans gruppe i Aarhus havde lavet, for i sidste del at runde af med at diskutere, hvilken påvirkning den digitale tilgang kan have på historieskrivningen. Brügger startede med at slå fast, at webarkiver ikke er arkiver. Et arkiv er et sted for ikke-udgivet eller privat materiale, modsat et bibliotek der indsamler udgivne tekster eller materialer som bøger og film. Men som navnet antyder, er webarkiver en samling eller opmagasinering af internet materiale, der i sagens natur er eller har været udgivet i offentligheden. Et mere passende begreb ville så være web library, selvom Brügger medgav, at det var ikke lige så mundlet. Standen på webarkiver/webbiblioteker er meget omskiftelig, fra at være stort set ikke eksisterende i nogle lande som Polen til at være meget stærke i andre, for eksempel Danmark. Samtidig er der flere problemer og ubesvarede spørgsmål: indsamlingen til webarkiver har primært foregået inden for en nationalramme, mens transnationale hjemmesider som dem, der er lavet af EU, falder uden for kategori og dermed kan gå tabt, da EU ikke selv aktivt bevarer dem. I Aarhus har Brügger og hans gruppe arbejdet med den indsamling, som det danske webarkiv laver regelmæssigt fire gange om året og ved særlige, udvalgte lejligheder. Ud fra den store datamængde havde de fundet flere interessante trends i materialet, der gav anledning til yderligere spændende forskning. Den noget ulige stand på webarkiver giver dog også anledning til problemer. For eksempel har Brügger og hans kollegaer fundet frem til, at i perioden omkring 2008 til 2010 var antallet af links til polske hjemmesider fra Danmark eksploderet, men da der ikke er et tilsvarende webarkiv i Polen der har gransket deres internet, er det svært at sammenligne de to lande. Man må desværre formode, at det meste data fra Polen er gået helt tabt, eller i hvert fald kun overlever fragmentarisk i andre webarkiver.

På en let tilgængelig og overskuelig måde formåede Brügger at præsentere, hvad webarkiver er samt deres aktuelle status, men også hvordan de kan bruges i historieforskningen med de forbehold, der jo hører til den type kilder. Foredraget blev leveret på et præcist og legende sprog med nogle sjove indfald. For at holde publikum vågen dagen efter afslutningsfesten om lørdagen kom Brügger regelmæssigt med en lille vittighed, som faldt i god jord ved publikum.

Sessioner

Jeg kunne selvfølgelig ikke deltage i samtlige sessioner på dette års Tensions, så derfor er mine kommentarer primært baseret på de sessioner, jeg deltog i, hvad der ellers blev tilbudt, og hvad jeg snakkede med de andre konferencedeltagere om (3). Sessionerne var enten individuelle papers med et løst overhængende tema eller mere sammensatte paneler med en konkret tematik eller et konkret formål for eksempel et særnummer af et tidsskrift. Hver session havde også en ordstyrer, der tolkede deres opgave lidt forskelligt, nogle var relativt passive, og andre deltog mere aktivt i diskussionen.

Mange af sessionerne i år havde naturligt nok et stort overlap med konferencens tema om at ”afkode Europas historie” gennem digitale teknologier. Flere sessioner bød på både praktiske og teoretiske overvejelser omkring de digitale medier og teknologier, inklusive flere papers, der omhandlede konkrete metoder. Der var dog stadig også mange traditionelle papers og sessioner inden for teknologihistorie som fx energi, anvendelsen af naturressourcer og infrastruktur med flere.

Af de sessioner, jeg deltog i, var der flere spændende nye perspektiver og forskningsresultater, om dog programarrangørernes ønske om nye formattyper ikke rigtigt blev opfyldt, da de fleste sessioner var meget traditionelt opbygget. Måske ikke så overraskende – tidsånden taget i betragtning – var der to sessioner om ”Crisis Imaginaries”, der havde meget forskellige, men yderst interessante tilgange til at beskrive, hvordan forestillinger om kriser har påvirket den historiske udvikling. Ved sessionen ”Crisis Imaginaries and Technology Pasts” blev krisebegrebet meget tydeligt taget op og diskuteret. Andreas Marklund og Sanne Jensen startede sessionen med at diskutere og definere ”Crisis Imaginaries” blandt andet med udgangspunkt i den konkrete historiske case den kolde krig, der netop var en periode, der var præget af ”preparedness” på den overhængende atomare krig (krise). Af de øvrige deltagere i denne session, der også havde spændende papers, vil jeg gerne fremhæve Karena Kalmbachs bidrag om forholdet mellem frygt og teknologi. Meget af den forskning, der er lavet omkring teknologi og frygt, har haft fokus på frygt for teknologi. Kalmbach foreslår derimod, at vi vender det om og ser på teknologi gennem frygt (by fear), og derved ser på hvordan frygt har været med til inspirere eller fremtvinge nye teknologiske udviklinger. For eksempel oliekrisen i 70’erne der gav nyt liv til atomkraftindustrien, da frygten for at løbe tør for fossile brændstoffer var så stor, at alternative energikilder måtte findes. Den anden session om Crisis Imaginaries hed ”Decoding Europe(an) Narratives” og blev foranstaltet af gruppen Critical Information Studies ved The Open University i Storbritannien. Her var krisebegrebet mindre eksplicit defineret, men til gengæld bød gruppen på en række tværfaglige papers ud fra et primært europæisk perspektiv.

Noget der var til stor glæde for mig var den åbenhed og mulighed, der var for at præsentere og afprøve nye tilgange og teorier blandt ens ligesindede og fagkollegaer, der var til stede på Tensions. Konkret tænker jeg her på en ny teori, som Gabriele Balbi foreslog på sessionen ”Analog and Digital” om Analogue persistence. Som navnet antyder, er Balbi interesseret i at undersøge, hvorfor nogle analoge (man kunne måske også sige forældede) teknologier virker til at overleve i en tiltagende digital verden. Forskningen har ellers haft meget fokus på de innovative (digitale) teknologier, og til en vis grad negligeret de gamle analogformater, til trods for at disse teknologier i mange tilfælde stadig lever i bedste velgående side om side med deres digitale efterkommere. Et eksempel var for eksempel papirbøger, der stadig bliver solgt i store oplag til trods for, at de digitale bøger ofte er mere praktiske og jo unægtelig mere innovative. Ældre teknologier kunne dog også levere videre på andre måder, for eksempel i ikonografi. Diskettesymbolet i Microsoft Word repræsenterer for de fleste yngre brugere kun et abstrakt symbol for det at gemme et dokument og ikke det konkrete teknologiske artefakt, som det er tilfældet for folk over en vis alder. Balbi var meget åben om, at han var interesseret i at diskutere og videreudvikle denne teori, og det hilser jeg meget velkomment!

Vellykket, men måske mere traditionel konference

Overordnet set synes jeg 9th Tensions of Europe bød på en række interessante, spændende og også sjove dage i selskab med både gamle kendinge, men også nye folk inden for teknologihistoriefeltet. Arrangørerne leverede en god konference i et rum, der forenede den gamle industriarv med den nye videnskultur. Ønsket om nye formater og inddragelsen af folk fra digital humaniora havde blandet succes, men jeg synes, forsøget skal roses, og forhåbentlig kan det forbedres til næste konference i 2021.

Ikke overraskende havde det digitale en central placering på dette års Tensions of Europe-konference. Det digitale inden for historie, men også humaniora generelt, er blevet et stort og nærværende diskussionsemne de seneste år. Hvilken betydning kommer det til at få, og hvad vil det gøre ved vores fag og forskningsarbejde? Der kan nok ikke herske tvivl om, at digital humaniora også vil få indflydelse på historiefaget, både hvad angår, hvilke kildegrupper der er til gengængelige, og hvilke metoder og teorier vi kommer til at anvende i fremtiden. Om der er tale om en decideret omvæltning, er dog nok mere tvivlsomt. En udbredt holdning på konferencen syntes at være, at det digitale nok vil vinde større og større indpas, men nok ikke fundamentalt kommer til at ændre forskningsarbejdet; vi skal stadig stille spørgsmål og inddrage kilder, som vi kan bruge til at belyse og undersøge fænomener og begivenheder i historien, og her repræsenterer den digitale empiri en ny og spændende kildegruppe, der som alle andre kilder både har fordele og ulemper. Det skal blive spændende at følge de næste års udvikling og den indflydelse, det digitale vil få for teknologihistorien.

Note 1: Begge keynotes og andre dele fra konferencens første og sidste dag blev live-streamet på TOEs hjemmeside: http://www.toe2019.org/media/

Note 2: Grupperne kan ses på Tensions hjemmeside https://www.tensionsofeurope.eu/second-flagship-program-technology-societal-challenges/

Note 3: Det fulde program med sessionsbeskrivelser kan ses her: https://www.conftool.org/toe2019/sessions.php

Publiceret 31. juli 2019.