Dansk Teknologihistorisk Selskabs formand har besøgt det nye Holmegaard Værk. Louise K. Skyggebjerg skriver her om oplevelsen på attraktionen, der er under Museum Sydøstdanmark.
Den næsten 200 år gamle fabrik Holmegaard er genopstået som en ny attraktion. Det er der rigtig meget godt at sige om, men også en smule skidt set fra et industrihistorisk synspunkt. Det er nemlig den kunstneriske side af Holmegaards historie, der er i fokus, og ikke så meget den industrihistoriske vinkel.
Flot glaskunst udstillet i den gamle fabrikshal, hvor industrihistorisk interesserede godt kunne savne lidt yderligere formidling.
En tidslinje af glas og keramik. Lige til at gå på opdagelse i.
På et langt bord er der opstillet forskellige produkter fra Holmegaard og Kähler, og en masse lydfortællinger har fokus på de designere, der har været tilknyttet de to gamle virksomheder. Bortset fra at oplevelsen konstant forstyrres af en advarsel, der fortæller, at man skal passe på armene og ikke smadre tingene på bordet, er det en fin udstilling/tidslinje. Man oplever både et gammel Esso-skilt fra en tankstation og mere kunstneriske udfoldelser.
I rummet ved siden af er der udstillet større kunstværker af glas, og de tager sig rigtig godt ud i den gamle fabrikshal. Desværre er det dog kun kunstværkerne, der formidles, mens vi ledte forgæves efter skilte ved de bevarede ovne i dette og det tilstødende lokale. Dem ville vi ellers godt have haft mere at vide om.
Fra sidst jeg besøgte Holmegaard, husker jeg fascinationen af maskinen, der producerede syltetøjsglas e.l. Det var fantastisk at opleve produktionen af en af hverdagens genstand, og i det nye Holmegaard kan man godt savne den slags. Der var et par glaspustere i gang under vores besøg, men det minder mere om at besøge turistbyerne ved den jyske vestkyst end om at besøge en glasfabrik. Man får altså ikke sådan for alvor fornemmelsen af tiden, hvor fabrikken var i funktion. Selvom det ikke i dag er praktisk muligt at vise maskiner i funktion på samme måde som tidligere, måtte man for min skyld gerne have gjort rigtig meget mere ud af at formidle den oplevelse gennem filmklip, lydoptagelser o.l.
Den store glasovn, der kan rumme 45 tons glas, blev slukket i 2006, to år før glasproduktionen på Holmegaard stoppede helt. Den er sammen med gasanlægget flot belyst i den nye udstilling.
Den gamle glasovn, der kunne smelte 45 tons glas ad gangen, er dog stadig turen værd, som den står fuld af stivnet glas. Den og det tilhørende gasanlæg er også rigtig flot belyst og godt formidlet. De lydfortællinger, der knytter sig til den, har dog især fokus på følelserne omkring fabrikkens nedlukning i 2008 frem for på dens næsten 200-årige historie, og det synes jeg personligt er lidt ærgerligt. Det lykkedes mig fx kun et sted at finde en kortere tekst om Holmegaard som fabriksby med bevarede arbejderboliger helt tilbage fra 1827. Det er ellers en god historie, der godt kunne have fortjent flere ord med på vejen, måske som lydfortællinger knyttet til steder i området uden for selve udstillingen.
Holmegaard som fabriksby kunne godt have fortjent nogle flere ord med på vejen. Det er lidt ærgerligt, at området som helhed ikke formidles bedre i den nye udstilling, der har mere fokus på den kunstneriske fortælling.
På Holmegaard er der bevaret bygninger tilbage fra 1827, kun to år efter fabrikkens grundlæggelse.
Som udstillingen er sat op, er dens absolutte hovedattraktion set med mine øjne den store studiesamling med ca. 40.000 stykker glas, der repræsenterer alt, hvad Holmegaard nogensinde har produceret. Samlingen er stillet op i en stor reol som en slags åbent magasin, og selvom det ærgrede min 16-årige ledsager, at det ikke var muligt at se de enkelte stykker glas helt tæt på og heller ikke se bagsiden, brugte vi lang tid på at gå på opdagelse i reolen. Der var glaskaraflen, som også står i mine forældres hjem. Der var ølflasker i læssevis. Der var pilleglas, kunstværker og meget andet, som fortæller om en alsidig fabrik, der har produceret meget andet end drikkeglas og karafler. Her måtte der for min skyld gerne have været mange flere lydfortællinger end den enkelte, der fortalte om samlingen og registreringen af den.
Den fantastiske reol med glas fra Holmegaard. Fotografiet yder den ikke retfærdighed – den skal opleves på stedet.
Det er en særlig oplevelse at gå rundt i området og opleve både de helt gamle bygninger og Ardaghs fabrik, hvor der stadig produceres sildeglas, sodavandsflasker o.l. Der ville vi også godt have kigget ind.
Ud over det allerede nævnte er der også en udstilling af keramik fra Kähler, et aktivitetsrum og en udstilling om kreativitet.
Alt i alt var besøget en fin oplevelse og bestemt turen til det sydsjællandske værd. Hvis man primært er interesseret i glas og keramik som kunst og kunsthåndværk går man formentlig ikke skuffet derfra.
Er man en industrihistorisk nørd, er det med lidt mere blandede følelser, man forlader stedet igen.
Se meget mere om udstillingen på https://www.museerne.dk/holmegaard-vaerk/
Fotos: Louise K. Skyggebjerg