Du kan nu besøge udstillingen Komplekse Forbindelser i bygning 208 på Kemitorvet på DTU’s Lyngby Campus. Komplekse Forbindelser er en samling DTU-historier udfoldet online og på DTU’s campus. Gennem historien ser vi, hvordan viden og teknologi er forbundet med både politik, kultur, miljø og mennesker – fra en lille læreanstalt i 1829 frem til nutidens vidtforgrenede fag og faciliteter.
Udstillingen har fokus på kemi og LIFE science og med genstande fra DTU’s historiske samling udfoldes både gode og svære fortællinger om alt fra diversitet, etik og nobelpriser til hvad en ingeniørstuderende skulle lære i år 1829.
Mange forskellige aktører på og udenfor DTU har deltaget i udviklingen af Komplekse Forbindelser og den får nyt indhold over tid. Projektet er udviklet af DTU CAS og Teknologihistorie DTU – DTU’s historiske afdeling og samling. Bag Komplekse Forbindelser er en idé om at give DTU’s bygninger og læringsmiljø faglig identitet gennem kulturarven. Og du er velkommen til at kigge med på hverdage mellem 8.00-16.00 – dog ikke mellem jul og nytår. Foto: Erik Hansen.
