Vi hører jævnligt om udfordringerne ved at skaffe kompetente IT-folk nu om dage, men det er ingenting i forhold til den situation man stod i, da man i 1960 for alvor påbegynder arbejdet med kildeskattesystemet. I et notat fra Skattedepartmentet fra 1960 kan man således læse:
»Stillingen er da den, at departementet kun råder over 1 planlægger med den fornødne uddannelse, og han er på ubestemt tid indlagt på sanatorium med lungetuberkulose.«
Mangeårigt medlem af selskabet, Anders Vind Ebbesen, har selvudgivet en bog om indførelsen af kildeskatten, som den moderne EDB-teknologi var en forudsætning for. Som vi hørte på det seneste årsmøde i Hedehusene er computerhistorien meget andet end maskiner – den handler i ligeså høj grad om konteksten og de aktører som forholder sig til den nye teknologi og de muligheder den giver. Bogen beskriver således de ideer der førte til ønsket om kildeskat, de aktører (politikere, embedsmænd, borgere kommuner og arbejdsgivere) der var involveret og de teknologivalg der blev foretaget.
Læs mere om bogen på www.kildeskat.dk, hvor man også kan læse et længere uddrag fra bogen.

