Månedsarkiv: januar 2026

Teknisk kulturarv i nødsituationer – indbydelse til onlineforedrag 8. januar 2026

De katastrofale oversvømmelser i Valencia i oktober 2024 ramte ikke kun mennesker, men også lokalområdets hukommelse. I online foredraget kan du høre både om arbejdet med at redde en specifik samling af radioer og erfaringer fra bevaringsarbejde i en nødsituation.

Foto: Carmen Bachiller Martin.

Talerne er Carmen Bachiller Martin og Beatriz Doménech, begge fra Universitat Politècnica de València. Foredraget er arrangeret af arbejdsgruppen Technical Heritage in Universities under UNIVERSEUM netværket og det er på engelsk.

Det sker 8. januar 2026 kl. 15.00 på Zoom. Alle er velkomne og gruppen håber, at mange vil deltage. Zoom-link følger i nyhedsbrev til medlemmer af Dansk Teknologihistorisk Selskab.

Erhvervshistorisk Årbog 2025 er udkommet

74. årgang af Erhvervshistorisk Årbog er blevet publiceret og som altid er det gratis læsning på tidsskrift.dk. Denne gang med spændende artikler på det teknologihistoriske område. Asger Kjellerup Hansen sætter fokus på rederikoncernen C.K. Hansen og rederiet Dannebrog, i mange år et af Danmarks største rederier. Fra selskabet bidrager Jørgen Burchardt med en artikel om elevatorernes udvikling med fokus på det voksende behov for regulering af sikkerhedshensyn. Professor emeritus Jesper Strandskov giver et stort overblik over plastikindustriens udvikling fra efterkrigsårene og frem, da plastik vandt frem som et nyt materiale.

Desuden har arkivleder Anna Vichit Petersen skrevet om kvinder på Grundfos – fra de første kontordamer over samlebåndsarbejde med bl.a. printplader til nutidens kvindelige topchefer. Og endelig har cand.mag. Berit Guldmann Hornstrup skrevet om chokoladefabrikanten Kathrine Andersen, et fint eksempel på en kvindelig iværksætter i begyndelsen af 1900-tallet – en chokoladefabrik, der endnu eksisterer.

Den nye udgave af Erhvervshistorisk Årbog kan læses her: Erhvervshistorisk Årbog

Ny bog om DISA gennem 125 år

Fra Dansk Teknologihistorisk Selskab sluttede Ole Jeppesen sig til rækken af forfattere i løbet af 2025. Bogen Fra Madsen Maskingeværer til DISAMATIC – DISA 1900-2025, som han har skrevet sammen med Poul Erik Arre fra virksomheden, er en flot jubilæumsbog for Dansk Industrisyndikat A/S (DISA).

Virksomheden startede i Københavns Frihavn med en tilladelse til at eksportere Madsen Maskingeværer under navnet Dansk Rekylriffel Syndikat – Compagnie Madsen A/S, og er jo nok mest kendt for våbenproduktionen for tyskerne under 2. Verdenskrig. Men der blev sadlet om, og i dag findes virksomheden i Taastrup, hvor man arbejder med teknologier til formgivning og behandling af metalemner. Bogen er også udkommet på engelsk.

Læs mere hos Forlaget Frydenlund her: Historie – Frydenlund