Kategoriarkiv: Bogudgivelser

Erhvervshistorisk Årbog 2025 er udkommet

74. årgang af Erhvervshistorisk Årbog er blevet publiceret og som altid er det gratis læsning på tidsskrift.dk. Denne gang med spændende artikler på det teknologihistoriske område. Asger Kjellerup Hansen sætter fokus på rederikoncernen C.K. Hansen og rederiet Dannebrog, i mange år et af Danmarks største rederier. Fra selskabet bidrager Jørgen Burchardt med en artikel om elevatorernes udvikling med fokus på det voksende behov for regulering af sikkerhedshensyn. Professor emeritus Jesper Strandskov giver et stort overblik over plastikindustriens udvikling fra efterkrigsårene og frem, da plastik vandt frem som et nyt materiale.

Desuden har arkivleder Anna Vichit Petersen skrevet om kvinder på Grundfos – fra de første kontordamer over samlebåndsarbejde med bl.a. printplader til nutidens kvindelige topchefer. Og endelig har cand.mag. Berit Guldmann Hornstrup skrevet om chokoladefabrikanten Kathrine Andersen, et fint eksempel på en kvindelig iværksætter i begyndelsen af 1900-tallet – en chokoladefabrik, der endnu eksisterer.

Den nye udgave af Erhvervshistorisk Årbog kan læses her: Erhvervshistorisk Årbog

Ny bog om DISA gennem 125 år

Fra Dansk Teknologihistorisk Selskab sluttede Ole Jeppesen sig til rækken af forfattere i løbet af 2025. Bogen Fra Madsen Maskingeværer til DISAMATIC – DISA 1900-2025, som han har skrevet sammen med Poul Erik Arre fra virksomheden, er en flot jubilæumsbog for Dansk Industrisyndikat A/S (DISA).

Virksomheden startede i Københavns Frihavn med en tilladelse til at eksportere Madsen Maskingeværer under navnet Dansk Rekylriffel Syndikat – Compagnie Madsen A/S, og er jo nok mest kendt for våbenproduktionen for tyskerne under 2. Verdenskrig. Men der blev sadlet om, og i dag findes virksomheden i Taastrup, hvor man arbejder med teknologier til formgivning og behandling af metalemner. Bogen er også udkommet på engelsk.

Læs mere hos Forlaget Frydenlund her: Historie – Frydenlund

Ny bog om atomvåben

Aarhus Universitetsforlag udgav i 2022 bogen ”Minutter i midnat” og den er nu udkommet i en ny udgave på engelsk. Seconds to Midnight er forfattet af Henry Nielsen og Casper Andersen, begge tidligere formænd i Dansk Teknologihistorisk Selskab. Det er historien om kernevåben fra de teknisk-videnskabelige gennembrud i 1930-40’erne frem til 2025, hvor kernevåben fortsat former verdens gang.

Det er kort sagt den globale historie fra det kernefysiske gennembrud i 1930’erne med danske Niels Bohr som en af frontfigurerne til nutidens nukleare brændpunkter i Indien, Nordkorea og Iran. Fra et åbenlyst våbenkapløb mellem Øst og Vest til et lyssky pakistansk atomnetværk. Kernevåbnene trækker endda spor helt ind i vores viden om faretruende klimaforandringer.

:: Læs mere om bogen hos forlaget her

Ny bog om EDB-teknologi og kildeskattens indførelse

Vi hører jævnligt om udfordringerne ved at skaffe kompetente IT-folk nu om dage, men det er ingenting i forhold til den situation man stod i, da man i 1960 for alvor påbegynder arbejdet med kildeskattesystemet. I et notat fra Skattedepartmentet fra 1960 kan man således læse:

»Stillingen er da den, at departementet kun råder over 1 planlægger med den fornødne uddannelse, og han er på ubestemt tid indlagt på sanatorium med lungetuberkulose.«

Mangeårigt medlem af selskabet, Anders Vind Ebbesen, har selvudgivet en bog om indførelsen af kildeskatten, som den moderne EDB-teknologi var en forudsætning for. Som vi hørte på det seneste årsmøde i Hedehusene er computerhistorien meget andet end maskiner – den handler i ligeså høj grad om konteksten og de aktører som forholder sig til den nye teknologi og de muligheder den giver. Bogen beskriver således de ideer der førte til ønsket om kildeskat, de aktører (politikere, embedsmænd, borgere kommuner og arbejdsgivere) der var involveret og de teknologivalg der blev foretaget.

Læs mere om bogen på www.kildeskat.dk, hvor man også kan læse et længere uddrag fra bogen.

Ny bog om Cheminova 1938-1953 – hør også podcast

Med bogen Cheminova 1938–1953 – Danmarks største forurener afdækker Jørgen Burchardt et afgørende kapitel i den danske teknologiske og administrative historie. Med udgangspunkt i virksomhedens første år på Sjælland – fra dens spæde begyndelse i Gladsaxe i 1938 til flytningen til Harboøre Tange i 1953 – analyserer bogen, hvordan ny kemisk teknologi, entreprenørånd og politiske beslutninger flettedes sammen i en tid præget af både fremskridtstro og reguleringsmæssig svaghed

Bogen på 424 sider er netop udgivet på forlaget Frydenlund Academic 2025.

Se nærmere på hjemmesiden her: Forlaget Frydenlund Academic

OPDATERING 17/11-25: Hør også podcast på Den2radio. Link her: den2radio // Cheminova 1938-1953. Danmarks største forurener

Nyt pragtværk om Danmarks første industriby

Sådan betegner Gads Forlag det store værk om Frederiksværks historie, der netop er udkommet. Bogen er forfattet af Frank Allan Rasmussen, der var museumsleder på Industrimuseet Frederiks Værk fra 2006 til 2023, og i øvrigt også er tidligere formand for Dansk Teknologihistorisk Selskab.

Vi håber at kunne bringe en udførlig omtale af bogen senere, men indtil videre kan man læse mere om bogen på forlagets hjemmeside, hvor indholdsfortegnelsen og smagsprøve på bogen kan ses.

:: Link til bogomtalen på hjemmeside

Havnetransformationer – Call for Papers

De mange havnebygninger ud for Kystvejen i Aarhus i midten af 1950’erne er alle væk. Udsnit af luftfoto. Sylvest Jensen Luftfoto; Det Kgl. Bibliotek.

Erhvervshistorisk Årbog har udsendt Call for Papers til et temanummer om havnetransformationer, der skal udkomme i december 2026. Spred gerne det glade budskab. Opslaget kan ses her:

:: CfP Havnetransformationer

Ny bog om dansk søfart fra sejl til damp

Det var en dramatisk kamp om teknologi, tradition og fornyelse, der udspillede sig i søfartsbyen Svendborg, da dampskibene udfordrede sejlskibene. Peter Mærsk Møller og sønnen A.P. Møller kæmpede for fremtidens søfart i en strid, der rakte ud over det lokale.

I den nye bog Omvæltningernes tid sætter museumsinspektør Nils Valdersdorf Jensen fra Svendborg Museum fokus på historien. Fremtiden var til debat, mens søfarten omstillede sig fra sejl til damp og fra vind til kul – og en af danmarkshistoriens største virksomheder tog sine første skridt.

:: Læs mere om bogen her