Kategoriarkiv: Medlemsinformation

Ny bog om Cheminova 1938-1953

Med bogen Cheminova 1938–1953 – Danmarks største forurener afdækker Jørgen Burchardt et afgørende kapitel i den danske teknologiske og administrative historie. Med udgangspunkt i virksomhedens første år på Sjælland – fra dens spæde begyndelse i Gladsaxe i 1938 til flytningen til Harboøre Tange i 1953 – analyserer bogen, hvordan ny kemisk teknologi, entreprenørånd og politiske beslutninger flettedes sammen i en tid præget af både fremskridtstro og reguleringsmæssig svaghed

Bogen på 424 sider er netop udgivet på forlaget Frydenlund Academic 2025.

Se nærmere på hjemmesiden her: Forlaget Frydenlund Academic

Komplekse Forbindelser – ny udstilling på DTU i Lyngby

Du kan nu besøge udstillingen Komplekse Forbindelser i bygning 208 på Kemitorvet på DTU’s Lyngby Campus. Komplekse Forbindelser er en samling DTU-historier udfoldet online og på DTU’s campus. Gennem historien ser vi, hvordan viden og teknologi er forbundet med både politik, kultur, miljø og mennesker – fra en lille læreanstalt i 1829 frem til nutidens vidtforgrenede fag og faciliteter.

Udstillingen har fokus på kemi og LIFE science og med genstande fra DTU’s historiske samling udfoldes både gode og svære fortællinger om alt fra diversitet, etik og nobelpriser til hvad en ingeniørstuderende skulle lære i år 1829.

Mange forskellige aktører på og udenfor DTU har deltaget i udviklingen af Komplekse Forbindelser og den får nyt indhold over tid. Projektet er udviklet af DTU CAS og Teknologihistorie DTU – DTU’s historiske afdeling og samling. Bag Komplekse Forbindelser er en idé om at give DTU’s bygninger og læringsmiljø faglig identitet gennem kulturarven. Og du er velkommen til at kigge med på hverdage mellem 8.00-16.00 – dog ikke mellem jul og nytår. Foto: Erik Hansen.

:: Se projektets online-platform her

:: Se nærmere om DTU’s historiske samling her

Ny formand og nyt bestyrelsesmedlem

Ved generalforsamlingen i Hedehusene 26. september 2025 blev historiestuderende ved Aarhus Universitet Morten Aaboe Schelde indvalgt som nyt medlem af bestyrelsen. Ved det efterfølgende konstituerende bestyrelsesmøde blev Laila Zwisler valgt som ny formand, Laila har været medlem af selskabet i en årrække. Hun er leder af Teknologihistorie DTU, som har ansvaret for DTU’s historiske samling. Selskabet takker Casper Andersen for en stor indsats som formand i de forgangne år.

Havnetransformationer – Call for Papers

De mange havnebygninger ud for Kystvejen i Aarhus i midten af 1950’erne er alle væk. Udsnit af luftfoto. Sylvest Jensen Luftfoto; Det Kgl. Bibliotek.

Erhvervshistorisk Årbog har udsendt Call for Papers til et temanummer om havnetransformationer, der skal udkomme i december 2026. Spred gerne det glade budskab. Opslaget kan ses her:

:: CfP Havnetransformationer

Spændende efterårsprogram fra HITEK

Efterårsprogrammet fra HITEK kommer som sædvanlig vidt omkring. Der er mulighed for besøg hos FOSS Electric, Haaning Collection og ENIGMA, og der er foredrag om Regnecentralen 1955-1991, byggeskandaler i DR, vejrudsigter, minedriften ved Ivittuut i nyt lys, tøj og tekstiler i Vikingetiden og arktiske krigsskibe. Fra selskabet er det naturligvis Henrik Knudsen, der taler om kryolit, konebåde og kønssygdomme. Medlemmer af selskabet kan kontakte Laila Zwisler for deltagelse.

:: HITEK_efterår_2025