SHOT anno 2019. Selskabets formand Louise Karlskov Skyggebjerg deltog 24. -27. oktober 2019 i SHOT-konferencen i Milano. Hun skriver her om nogle indtryk fra konferencen.

Hvis man leder, kan man sikkert stadig finde smalle internalistisk prægede nørderier blandt årets næsten 100 sessioner på SHOT. Ellers var det klart den kulturelle tilgang til teknologihistorien, der dominerede, da SHOT-konferencen (The Society for the History of Technology) blev holdt i Milano fra den 24. til 27. oktober 2019. I hvert fald i de 10 sessioner, jeg nåede forbi. Hovedtemaet for årets konference var ”Exploring the Interface between Technology, Art, and Design”. Fire talere med tilknytning til kunst- og designverdenen var derfor inviteret til åbningsceremonien, og de leverede bl.a. tankevækkende overvejelser om det såkaldt postdigitale.

Når man vandrer fra session til session fra 8 til 18, kan det være svært at holde dem ude fra hinanden, men tilbage fra de utallige oplæg står især følgende tre indtryk:

1) Miljøhistorie fylder efterhånden en hel del, og jeg hørte bl.a. spændende oplæg om GMO afgrøder og norsk økosofi. I den session om ekspertviden, jeg selv stod for sammen med Laura Skouvig fra KU, var der også et veldrejet indlæg om, hvordan et olieselskab i katastrofens stund formåede at italesætte sig selv som eksperten, der kunne ”garantere” minimal forurening. Det var en skurkehistorie, der var til at forstå. Samtidig fik den mig dog til at spekulere over, om der ikke går nuancer tabt, når historikere bliver til folk med en (miljømæssig) mission? Jeg tror ikke på idealet om neutral forskning, men derimod rigtig meget på nuancerede fortællinger.

2) Begrebet om non-humane aktører er efterhånden en gammel klassiker, men der bliver ved med at være spændende måder at retænke begrebet på. Her holdt Mats Fridlund et veloplagt paper om gasmasker og posthuman agens som en del af udforskningen af, hvad han kaldte for posthumane historier om teknologi. Karen Barad og co., som Fridlund trækker på, kan være hård kost. Så er man til det lidt mere jordnære, leverede Dolly Jørgensen en tankevækkende analyse af redekasser, og hvordan deres design i højere grad afspejler menneskenes behov end fuglenes. Samme pointe blev gentaget i et dansk indlæg via Skype om bi-huse. Det generelle spørgsmål, der blev stillet, var: Hvad sker der, når vi vender perspektivet om og ser på dyr (og ikke kun mennesker) som brugere med bestemte præferencer?

3) Det materielle fyldte på konferencen, men der var også tendenser til, at selv i sessioner, der eksplicit tog udgangspunkt i objekter, kom det hele hurtigt til at blive en ret intellektuel og immateriel historie. Så selv om kritikken af materialitetsstudier for at handle for lidt om materialitet efterhånden er gammel, har den stadig en vis aktualitet.

En spændende undtagelse var dog en session om mure og grænser. Her gav Amy Slatons indlæg om test af prototyper til Trumps grænsemur mod Mexico (Kan de skæres igennem? Kan man kravle over?) et tankevækkende indblik i, hvordan der samtidig med den ingeniørmæssige udformning af muren skabes forestillinger om både den farlige person, der skal holdes ude, og den person, der fortjener beskyttelse. Slaton stillede med dette eksempel som udgangspunkt generelt spørgsmålet: ”What do our things hide in the history of technology?”.

Et andet spændende indlæg, der pegede i samme retning, handlede om, hvordan det telegrafbaserede brandalarmeringssystem i Frankfurt am Main, var en ”materialisering af interesser”. Det handlede altså om meget mere end at kunne fortælle brandvæsenet, hvor det brænder.

Endnu et eksempel på, at det materielle kom i spil på spændende måder, var i keynoten fra årets Da Vinci medaljevinder, Francesca Bray. Hun holdt et interessant oplæg om mudder eller rettere ”mud-making”, som hun omtalte det. Det handlede om kinesisk landbrugshistorie, og viste for mig værdien i engang imellem at prioritere at høre om ting, der ligger fjernt fra egne forskningsinteresser. I det her tilfælde åbnede Brays historie ikke mindst op for overvejelser om det tidsmæssige (forskellige temporaliteter), når hun fx talte om ”the pace of matter itself”.

Selv om jeg var dårligt forberedt og hverken havde fået bestilt tid til at se Den sidste Nadver, der hænger i kirken skråt over for konferencestedet, eller havde fået købt billet til La Scala, var byen Milano også en oplevelse. Det tekniske museum ligner så mange andre verden over, men havde taget nogle interessante temamæssige greb, fx med en udstilling om fødevarer og en om lim, ligesom der også var den efterhånden obligatoriske udstilling om klimaforandringer. En nørd som jeg nød udstillingen om aluminium, men jeg må nok erkende, at den for de fleste museumsgæster var mindre attraktiv. I anledning af 500 året for Leonardo da Vincis død var der også udstillet en række modeller bygget ud fra hans tegninger. De tiltalte til gengæld nok de fleste andre gæster mere end jeg.

Ellers var den største museumsoplevelse i byen kunstmuseet Pinacoteca di Brera, der bl.a. udstillede en tom ramme for at gøre opmærksom på rammen som (forsknings)objekt. Midt i de stilige sale havde de også placeret ”magasin-udstillinger”, hvor de viste frem fra gemmerne. Det bedste var dog teksterne. Her var de traditionelle tekster suppleret med både gode familietekster og underskrevne tekster, der gav et helt andet indtryk af malerierne. Jeg skippede hurtigt de traditionelle og kom til at elske alternativerne. Ikke mindst teksten ved maleriet af Thomas Aquinas, der oplyste mig om, at maleriet slet ikke forestillede ham. Han var nemlig kendt for at være umådelig fed, og det var personen på billedet mildest talt ikke. Der var med andre ord mere tale om en allegori end om et portræt. Også tiltag som lugt- og stofprøver ved et par af malerierne faldt helt i min museale smag.

 

Alle fotos: Louise K. Skyggebjerg.