Selskabets webmaster, seniorforsker Kenn Tarbensen, Rigsarkivet Viborg, anmelder her udstillingen

”Familien Danmark på hjul – Årets Bil 1969-2019”

Glem alt om klassiske bilshows med sprød musik i højttalerne, roterende biler og frække damer, store blomsteropsatser, højttalerspeak og smarte sælgere i habitter. Her handler det om de biler, der i de sidste 49 år er blevet kåret som ”Årets Bil” i Danmark. Det er også ganske seværdigt, og ret interessant at se, hvilke type biler, som danskerne gennem et halvt århundrede har eftertragtet i den grad, at danske motorjournalister har valgt dem til årets bil. At man har beundret netop disse, så de har vundet den fornemme hæder, kan under gennemgangen i udstillingen godt undre mange gange, men sådan er det. Sådan har smagen været.

Udstillingen ”Familien Danmark på hjul – Årets Bil 1969-2019” er netop åbnet i et erhvervskvarter i Viborg. Den er et resultat af et samarbejde mellem Viborg Museum og Forstadsmuseet i Hvidovre. Indtil nytår kan udstillingen ses i Viborg, og fra slutningen af januar i Hvidovre.

Sammen med en kollega var jeg forleden ude for at se udstillingen. Området var ret trafikeret en torsdags i frokostpausen, men det lykkedes ved lidt dytten at komme frem til Farvervej 23, en gammel erhvervsbygning, hvor virksomheden Miljøfoder tidligere har holdt til. Vi så ingen parkeringsvejledning til kørende gæster, så vi parkerede i græsrabatten foran udstillingshuset.

Det er naturligvis genialt at afholde en sådan udstilling derude i erhvervskvarteret, hvor det næsten ligner et autentisk bilhus fra 1970’erne, i hvert fald udefra. Det skyldes dog, at en række af årets biler fra ca. 2000 og frem står udenfor, nøjagtig som hos bilforhandlere. Dermed fås et indtryk af en bilforhandlerforretning, men indenfor i lagerhallen rammes man af mørke fra foderhandelens dage, men det søges kompenseret med kunstige belysninger, så i hvert fald nogle af udstillingsrummene næsten fremstår som på en international bilmesse.

I lokalerne mødes man først af et billetsalg, der også sælger pølser og drikkevarer, og habengut fra salgsarealet lige ved siden af. Her er bilbøger, legetøjsbiler, oliekander, postkort og meget andet. En god museumstradition – og det gælder jo også på en museumsbiludstilling. Her sælges ikke biler, men souvenirs fra udstillingen kan købes.

 

 

”Tag med en tur ned ad Memory Lane og genoplev dine minder bag rattet eller på bagsædet af en Fiat 127, en Ford Sierra, en Opel Kadett eller en af de mange andre herlige biler, der er blevet kåret som Årets Bil de seneste 50 år.” Sådan hedder det på museets hjemmeside. Men lige netop det med at sætte sig bag rattet eller hygge sig på bagsædet, kan man godt glemme alt om. Det er forbudt at røre bilerne, så nix pille. Her er vi i museumsverdenen og ikke i bilverdenen. Som en kustode bemærker, så skal vi jo tænke på, at mange af ejerne af bilerne elsker dem højere end deres kone og børn. Og det skal man naturligvis respektere, så ingen fedtede fingre på bilerne. Og det er jo fair nok.

Den første ”Årets Bil” var Ford Capri fra 1969. Det er efter min mening også udstillingens absolut smukkeste. Der er highlights senere, men sørme også, ja undskyld mig, meget skrammel, hvor det kun kan betegnes som en gevinst, at de allerfleste for længst er havnet hos bilophuggeren. Det gælder især i 1970’erne og 1980’erne, hvor mange af dem var foretrukne som danskernes familiebiler.

Tag selv et kig i udstillingen, og tænk på, om du savner din Ford Fiesta eller VW Polo, der var årets biler i hhv. 1977 og 1982.

At gensynet med disse biler så vækker minder, måske især af den gode slags, som nostalgiske minder jo er, er en anden sag, og det er naturligvis hele udstillingens idé. I den forstand vil jeg varmt anbefale udstillingen.

 

Det gælder i øvrigt ikke blot som nostalgi for de lidt ældre, men også for børn. Ved kæmpeborde er der masser af Legoklodser, og børnene opfordres til at bygge deres bud på fremtidens bil anno 2069. Det er da allerede kommet mange gode bud på – og jeg frygter lidt, at udstillingsarealet (nogle få borde) til børnenes arbejder ikke holder udstillingsperioden ud!

En ting undrer mig meget ved udstillingen, nemlig opstillingen af bilerne. Det er tydeligt, at der er pladsmangel, og ikke meget rum at gøre med. Men flere steder er billerne opstillet langs væggene, og man kan nærmest kun se dem fra siden. Måske har inspirationen været bilparkeringen på et færgedæk eller en drive-in-bio, hvem véd, men det fungerer ikke rigtigt på en biludstilling – heller ikke som museumsudstilling. Drej dog bilerne lidt, så de præsenterer sig bedre, og publikum kan komme omkring dem. Nogle steder står de faktisk så tæt på væggen, at besøgende uforvarende kan komme til at give ridser i lakken med en lynlås, hvis man vil kigge ind og se på instrumentbrættet.

 

Enhver udstilling består af informationstekster og andet habengut. Teksttavlerne om de enkelte biler virker ganske fornuftige med faktuelle data (topfart, hestekræfter, vægt etc.) og oplysninger om især baggrunden for valget til årets bil. Fortællinger om de enkelte biler som Familien Danmarks bil kunne nok være udfoldet bedre. Dertil kommer større plancher med tekster, der f.eks. beskriver udviklingen bag bilforbruget i forskellige perioder. Det er udmærkede, men heller ikke prangende tekster. Der er også museale gimmicks, f.eks. videoinstallationer og nogle spørgsmålslåger – den første, som jeg åbnede, gad jeg ikke slet forholde mig til; den handlede om indhold i burgere, og jeg lukkede straks svaret, fuldstændig uinteresseret. Pjank.

Min kollega, der elsker røde biler, bemærkede til sidst: ”Hvor er det dog gråt og trist alt sammen.”

Jeg er da heller ikke utilbøjelig til at mene, at hele denne bemærkelsesværdige særudstilling kunne vinde lidt mere i livlighed. Måske lidt sprød musik i højttalerne, roterende biler og frække damer, store blomsteropsatser og højttalerspeak – eller bare noget af det.

Fotos: Kenn Tarbensen. De kan frit anvendes med kildeangivelse.