Museumsanmeldelse – Steno Museets to nye udstillinger: ”Videnskab er lidenskab” og ”Det Nysgerrige Menneske”

Museumsinspektørerne Anneken Appel Laursen, Christian Rasmussen og Kitt Boding-Jensen, Den Gamle By, anmelder her de nye udstillinger på Steno Museet i Aarhus.

Der har været arbejdet intenst på Steno Museet det sidste års tid. De klassiske udstillinger i stueplan om henholdsvis medicin og videnskab har været lukket og er opstået som to helt nye udstillinger. Det må have været en udfordrende tid med så store satsninger så tæt på hinanden for medarbejderne, og rum tid, hvor gæsterne er blevet mødt med en lukket stueetage.

Heldigvis er det ikke det indtryk, altså at det er gået stærkt, vi får, da vi en tirsdag eftermiddag bevæger os fra Botanisk Have mod Universitetsparken, i hvis udkant Steno Museet ligger.

Videnskab er lidenskab – om forskerliv og kogte krabber

Vi besluttede os for at starte med udstillingen ”Videnskab er lidenskab – om forskerliv og kogte krabber”. Udstillingsdesignet er af JAC Studios med enkelte digitale elementer produceret af Moesgaard Museum.

Ved første øjekast virker udstillingen klassisk i sin opbygning. Man går ind i et forholdsvis mørkt rum, hvor genstande, plancher mm. er oplyste. Det er en æstetisk, smuk udstilling, og en udstilling, der inviterer til, at man sænker stemmen og fordyber sig.

De otte forskere – forskerliv. Introteksten er utraditionel ved at være portrætter og korte præsentationer af de otte forskere, der er med i udstillingen. Det gør det helt tydeligt, hvad der er udstillingens omdrejningspunkt. Det er forskerne, og det er forskerne, der fortæller. Alle på nær én – hovedpersonen Jens Christian Skou – er nulevende og kan opleves i udstillingen såvel som på de danske universiteter. Det er dermed også aktuel forskning, vi bliver præsenteret for.

Syv ud af otte forskere er naturvidenskabelige, tre ud af otte er kvinder.

Udstillingens opbygning. Udstillingen er bygget op i stationer. En station for hver forsker. Langs væggene præsenteres mere overordnede spørgsmål som for eksempel forskningens etiske dilemmaer, og hvorfor forskning er vigtig.

Stationerne er bygget op efter samme princip. En film, hvor forskeren interviewes om sin forskning stillet op over for en opstilling med genstande/ting relateret til forskeren. Det kunne være sådan deres kontorer ser ud, for opstillingerne er vidt forskellige i udtryk og meget personlige. Foruden spørgsmål om forskningen er der også brugt et mere personligt greb, hvor der spørges ind til, hvem forskeren er. Det er et vellykket greb, da der i alle interviewene sker et skifte i stemningen, og vi får en fornemmelse af at komme tættere på forskeren som person. Der sker derfor også et crossover mellem arbejde og fritid. Det førte os videre til, at alle de portrætterede forskere giver udtryk for, at skellet mellem arbejde og fritid er flydende. Og vi fristes til at konkludere, at forskerlivet er et kald.

Det understøttes for eksempel i opstillingen af et udsnit af ingeniør Peter Johansens laboratorium. På opslagstavlen hænger en menu fra take away salat- og sandwichbaren Anettes Sandwich. På genstandstekstens oversigt er den ligestillet med det laboratorieudstyr, han bruger i sin forskning om hjerteklapper, og viser herigennem alle sider af forskerlivet. Det er en fin detalje Peter Johansen udtaler, at han ofte bliver så grebet af arbejdet, at mad får anden prioritet og han derfor køber meget udefra.

Nogle forskningsemner er nemmere at illustrere i en udstilling, og udstillingens nok stærkeste opstillede ”kontor” er placeret ved forsker Tobias Wang, der forsker i girafhjerter, og som har påvist, at girafhjerter ikke er forholdsmæssigt store, som forskningen tidligere har antaget. I et akvarium ved Tobias Wangs område flyder i en grønlig væske seks hjerter. Her i blandt et girafhjerte og et menneskehjerte. Det er på én gang utrolig smukt og samtidigt skræmmende virkeligt. Det er en stærk oplevelse.

Jens Christian Skou og kogte krabber. Hovedpersonen er forskeren Jens Christian Skou, der i 1997 modtog Nobelprisen for sin forskning i cellemembraners evne til at transportere stoffer ind og ud af cellen, og i særdeleshed for natrium-kalium-pumpen.

Skou døde den 28. maj 2018, et halvt år før han ville være fyldt 100 år. Både Skou og Skous hustru har været involveret i arbejdet med udstillingen.

Skous kontor er bygget op i 1:1 og er placeret bagerst i udstillingen, som mælken placeres bagerst i supermarkedet. Det var i dette kontor, han skrev meget af sin forskning. Det var bag dette skrivebord og med denne telefon i hånden, at han modtog opkaldet fra Nobelpriskomiteen. Hans første kommentar skulle dengang i 1997 havde været: ”kunne I dog ikke have givet prisen til yngre forsker”.

Fiktiv realisme. Kontoret står rent ved første øjekast. Men det er iscenesat med en lyd- og billedfortælling lavet i samarbejde med Moesgaard Museum. I fortællingen følger man Skous livslange arbejde til modtagelsen af nobelprisen. Som beskuer følte vi, at vi både kunne følge med i hans forskning og få en forståelse af det seje, stædige arbejde, der ligger bag. Det illustreres med scenografiske, nærmest kunstneriske virkeligheder, hvor krabberne flyder ned ad en dør og på et tidspunkt stopper flowet, da vi i fortællingen er nået til det sted i Skous forskning, hvor han bider sig fast og nægter at acceptere, at hans forsøg med krabber får forskellige udfald. Der må være en årsag, og den sætter han sig for at finde ud af. Det fungerer utrolig godt. Man føler sig både taget ved hånden, og draget ind i kernen. Interessant er det også med denne fiktive realisme over noget, som knap nok er historisk.

Temaer og problemstillinger. Et andet gennemgående element i udstillingen er temaerne på væggene. De er både konkrete og abstrakte, og nogle fungerer bedre end andre. Et sted spørges, der Hvorfor forskning er vigtigt? Og et af ”svarene” er debatten omkring HPV og tidligere historiske vacciner. Såvel som opfindelsen af insulin. Der gives altså ikke decideret svar på spørgsmål. Som almindelig gæst er det derfor forskerportrætterne, der giver det bedste udbytte. Men som del af et undervisningsforløb, som udstillingen er oplagt til, vil de tematiske spørgsmål, nok stå klarere.

Brugerinddragelse. Steno Museet er jo efterhånden blevet kendt for deres brugerinddragende elementer i udstillingen. I denne udstilling kan man på en skærm, stemme om, hvor mange mennesker, man mener, der må blive alvorligt syge i nogle måneder, mod at man opfinder en vaccine, der årligt, redder 400 mennesker. Et andet sted kan man på en papirlap skrive, hvornår man sidst har følt sig anerkendt og hvorfor. Det var der ingen af os, der følte trang til. Men det fik os også til at tænke på udstillingens målgruppe, for i et undervisningsforløb vil det angiveligt fungere godt. I museumsforskeren John Falks termer vil vi nok definere målgruppen til at være den såkaldte udforsker, der er drevet af personlig interesse i et emne, eller den professionelle/amatøren, der kommer for at blive klogere på et emne.

Alt i alt var det en smuk og god oplevelse, hvor vi blev klogere på forskerliv. Udstillingen krævede koncentration og var ikke et sted, vi ville tage vores børn med, de af os, der har børn under skolealderen. De abstrakte/overordnede temaer var af til og lidt for søgte, men forskerportrætterne fungerede rigtig godt. De var af og til også nøglen til at forstå de mere overordnede tematikker.

Designet var gennemført. Den klassiske montre var nytænkt, da objekterne i stedet var dækket af med et stormasket net. Nok fordi de udstillede objekter ikke havde genstandsstatus i lovmæssig forstand. Vi troede først, at nettet havde en særlig betydning for en del af forskningen, men blev enige om, at det var et scenografisk greb. Men hvorfor skulle forskningen være bag net? Var den fanget? Vi forstod det ikke helt.

Det Nysgerrige Menneske – på opdagelse i en usynlig verden

Herefter bevægede vi os til den anden næsten nyåbnede udstilling Det nysgerrige Menneske – på opdagelse i en usynlig verden. Introteksten til udstillingen var klar, og selv om udstillingen ved første øjekast ikke virkede så gennemdesignet og stringent, som den vi lige havde oplevet, var det befriende med tekster, der grafisk var nemme at læse.

Titlen lagde i vores øjne op til, at omdrejningspunktet var, hvad vi i vores hverdag går og er nysgerrige efter at få mere at vide om. Men læste man introteksten godt, så handler udstillingen om den videnskabelige nysgerrighed, der har ført til storslåede resultater, men også alvorlige dilemmaer.

”Jeg har ingen specielle talenter. Jeg er bare lidenskabeligt nysgerrig” Citat Albert Einstein. Så jordnært kan det siges, og vi følte at vi var med. ”Vi” i introteksten var menneskene, det vil sige Niels Bohr, Albert Einstein med flere og os, der besøgte udstillingen.

Fra Niels Bohr til CERN. Vi blev præsenteret for atomfysikeren Niels Bohr, og hvordan dele af hans forskning er tilbagevist. Men også for kræftforskning, atomvåben, CERN og dermed forskning i protoner mm.

Den designmæssige stringens, vi oplevede i Videnskab er Lidenskab, var fraværende i denne udstilling, og det krævede derfor lidt mere af os som gæster at finde frem til, hvad de enkelte elementer ville fortælle os.

Wauw effekt. Der var flere genstande med wauw-effekt. Cern installationen, der giver en fin formidling af hele anlægget og forskerne i Cern, gav en god indføring i stedet, selvom størrelsen er svær at begribe, som Steno selv beskriver det i omtalen. Men forstå det helt, det var der ingen af os der gjorde.

Anderledes tilgængeligt var et tågekammer, hvor man kunne opleve spor efter de usynlige partikler fra rummet, der konstant bombarderer os. Dybt fascinerende, særligt fordi de forskellige typer partikler var angivet: Radon, kosmisk stråling med videre. Ulempen med tågekammeret var, at man skulle være voksen for at få glæde af det, da det stod ret højt.

En anden installation var en demonstration af mikroskopernes styrke, hvor man startede med at zoome ind på et menneskes hår, for herefter at gå tættere og tættere på – helt ind på quark-partikel niveau. Her blev vi som beskuer overvældet at teknologiens kunnen og, hvordan alt levende er sammensat. For en enkelt af os, gav det anledning til at filosofere over, hvordan verden ser ud, hvis man zoomer tilsvarende ud i rummet. Her forstod man i et enkelt split sekund Albert Einstein, men så blev det atter svært og abstrakt.

I et kropsstort fodboldspil kunne man spille med ’protoner’ og se, hvor mange point og nye partikler, man kan sparke sig til. Det var et egentlig sjovt tænkt greb, men vi blev ikke klogere på protoner, og hvad vi egentlig foretog os.

Bagsiden af medaljen. Bagsiden af medaljen blev også taget op. I afsnittet om atomkraft blev det taget op, hvad vi retrospektiv ved om konsekvenserne ved atomvåben. Billeder fra katastroferne i Hiroshima og Nagasaki var udstillet side om side med en atombombe badedragt fra 1960erne, som illustrerede begejstringen over den nye teknologi.

Faktisk var hele afsnittet om forskning i atomet skruet rigtig godt sammen. Her kommer man som gæst med på en rejse der starter med nysgerrigheden, så begejstringen efterfulgt af katastrofer, protester og skepsis over for den nye teknologi.

Rejsen starter med pionererne i atomforskningen, de nysgerrige som fx Marie Curie og deres opdagelser. Som gæst kan du her være nysgerrig sammen med pionererne og fx teste hvor meget bly der skal til at standse gammafotoner i at blive opfanget af geigertælleren. Lyden af geigertællere der bipper igen og igen giver også en helt anden forståelse for den fare, som pionererne i atomforskningen udsatte sig selv for, samtidig med, at forsøgene er sat op helt på samme måde som de forsøg, man kender fra folkeskolen. Så det var både bekendt og skræmmende på en og samme tid.

Protester mod atomkraft var med i form af en lytte-installation, hvor OOA-mærket var repræsenteret og diverse protestsange kunne afspilles. Et rigtig godt greb, som giver gæsterne en helt anden tilgang til emnet og alt det faglige og videnskabelige man ellers står midt i.

Endelig er her også en lille skærm, man som gæst kan aktivere og se en nyhedsudsendelse fra 1986, som beretter om ulykken i Tjernobyl. For den ene af dagens gæster var det faktisk første gang han så denne udseendelse, og den gjorde indtryk. Fortællingen om Tjernobyl-ulykken og frygten for radioaktivt nedfald var han ganske vist vokset op med og havde hørt fra andre voksne op gennem sin opvækst. Men her over for denne skærm, kunne man virkelig sætte sig ind i den frygt, som man må have oplevet tilbage i 1986. Og det var en virkelig stærk oplevelse.

Stenomuseet skal have cadeau for også at tage denne side med af de ellers utrolige og ubegribelige opfindelser, som udstillingen viser.

 

Fotos: Anmelderne.