Et teknologi- og miljøhistorisk ferietip

Af Henrik Knudsen, seniorforsker ved Rigsarkivet

Man føler sig helt automatisk lille, når man til fods ankommer til Las Medulas, der åbner sig i landskabet som et gigantisk, ujævnt amfiteater, hvis orangerøde og rødbrune klippevægge rejser sig lodret op fra grydens bund. I den spanske sommerhede vokser cikadernes elskovssang til en metallisk, inciterende kakofoni – et helvedes spektakel. Rundt omkring i landskabet knejser grotesk deforme orangebrune klippepiller. Men det, der ved første øjekast ligner en særegen geologisk formation, er i virkeligheden et levn fra en af verdens største guldminer fra førindustriel tid. Et ældgammelt industrilandskab formet af intensiv minedrift og Romerrigets tørst efter ædelt metal. Mineområdet dækker i alt 5,4 kvadratkilometer, hvor jord og klippemasse er fjernet ned til 150 meters dybde i et aflangt skålformet område med en bredde på omtrent et par kilometer. Vi befinder os i det nordvestlige Spanien i et kuperet terræn, der gennemskæres på kryds og tværs af bjergmassiver og brusende floder.

Et spørgsmål rejser sig automatisk, alt imens blikket forsøger at følge amfiteatrets savtakkede skrænt af orangebrunt ler, der i det fjerne sløres af sommerheden. For hvordan i alverden har romerne for 2000 år siden med datidens teknik formået at udgrave et så gigantisk stort hul i jorden?

Den afgørende ledetråd finder vi hos den berømte naturhistoriker Plinius den ældre (ca. 23-79 e.kr.). Han var i et par år prokurator (guvernør) i provinsen Hispania Tarraconensis og i den egenskab besigtigede han Las Medulas i 73 eller 74 e.kr. Et par år senere beskrev han i Naturalis Historia (bog 33) med øjenvidnets sans for detaljer, hvordan arbejdet i minen foregik og hvordan romerne i det hele taget udplyndrede det Nordvestlige Spanien for guld. Det foregik ifølge Plinius på tre forskellige måder, nemlig dels de to traditionelle: udvaskning af løst guld aflejret langs områdets floder og skaktminedrift efter guld indlejret i kvartsgange. Men den tredje metode er så afgjort den mest spektakulære og samtidig den teknologi- og miljøhistorisk set mest interessante. Det drejer sig om en særlig hydraulisk metode, ruina montium, der var taget i brug netop i Las Medulas. Hvad der foregik her ”overgår selv giganters værk”, beretter den tydeligt imponerede Plinius. Ruina montium betyder bjergødelæggelse – og det var præcist hvad der skete i virkelig stor skala.

De romerske guldjægere stod i Las Medulas overfor den udfordring, at guldet befinder sig i bunden af en orangebrun, jernholdig kompakt leraflejring, der indeholder grus, ral og større sten. Det guldbærende lag er overlejret af et op til 115 meter tykt lag, der stort set ikke indeholder guld og som derfor blot er fyld, der skal fjernes for at nå ned til guldet. Det guldholdige lag i bunden af formationen er omkring 30 meter tykt og når den største lødighed i de nederste 5-8 meter. Og selv her er indholdet af guld kun 60-300 milligram guld per kubikmeter. Altså faktisk forsvindende lavt. Selv i dette optimale lag skal der bearbejdes mere end 5000 kubikmeter jord for at give et kilo guld. Efterhånden som romerne har arbejdet sig ind gennem den faneformede aflejring er det overliggende guldfattige lag blevet stadig tykkere. Forholdet mellem udbytte og indsats er således med tiden blevet stadig dårligere.

Ruina montium var en teknik til at nå ned til de guldførende lag. Parallelt med klippesiden blev der inde i bjerget fra toppen udgravet en skakt lodret ned i bjerget. Fra denne skakt blev der herefter udgravet en række vandrette gange på langs af klippesiden. I den ofte porøse klippemasse var dette et farligt arbejde. Plinius fortæller: ”ikke sjældent opstår der pludseligt spalter, jorden synker sammen, og arbejderne bliver knust dernede; det ville synes mindre dumdristigt at gå på jagt efter perler og purpur på bunden af havet, så meget mere farlig for os selv har vi gjort jorden end havet.” På et tidspunkt indstilles gravearbejdet og skakten fyldes med store mængder vand. Vandtrykket bevirker, at den stenhårde ler mættes med vand, hvilket til sidst får klippesiden til at styrte sammen. Jord og stenmasser kan herefter skylles væk med endnu mere vand. Arkæologiske undersøgelser har vist, at der ved den sidste ruina montium operation er brugt vand fra et stort reservoir, der kunne rumme 16.000 kubikmeter vand, til at kollapse 1 million ton materiale. Det svarer til rumfanget af en terning med en sidelængde på 100 meter eller 40 % af den store Keops-pyramide!

Herefter kan det blotlagte guldbærende lag bearbejdes med (mere) vand og guldet udvaskes i særligt konstruerede kanaler. Først blev de største sten sorteret fra og de ligger i dag henkastet i store dynger rundt om i landskabet. Arbejdet har været både hårdt og beskidt i det røde mudder. De enkelte guldkorn er næsten mikroskopisk små. Til at opfange dem benyttede romerne endnu en snedig en teknik, idet det mudrede vand blev ledt ind i kanaler beklædt med grene fra tornblad (ulex), en busk der ifølge Plinius nærmest ligner rosmarin. De tunge guldpartikler bundfældes og sætte sig fast imellem buskens blade, hvorved guldet koncentreres. Ved at afbrænde de tørrede grene kan guldet herefter udvindes.

Den slags minedrift kræver vand i store mængder. Men vand er en mangelvare i det spanske højland, der måtte transporteres til mineområdet fra omliggende bjerge ved hjælp af et omfattende system bestående af 16 kanaler, der snor sig langs bjergsider og gennem dale i de omgivende bjergmassiver, Montes Aquilianos og Sierra de la Cabrera, der rejser sig op i godt 2000 meters højde. Kanalerne er op til halvanden meter brede og den længste kan følges over en strækning på hele 143 km. Kanalsystemets samlede længde er over 1000 km, hvilket svarer til længden af den længste flod på den iberiske halvø (Tajo). Der blev ved kanalernes konstruktion hverken brugt tunneller eller akvædukter. Kanalerne følger landskabets konturer. Kanalerne munder ud i en række store reservoirer ved randen af mineområdet.

Den omfattende romerske minedrift i området blev indledt efter afslutningen af de cantabriske krige (29-19 f.kr.), der markerer den sidste og mest brutale fase af den 200 år lange romerske erobring af den iberiske halvø. Med underlæggelsen af de sidste keltiske befolkningsgrupper i Galicien, Asturien og Cantabrien kontrollerede Rom nu hele den iberiske halvø. Blandt historikere og arkæologer hersker der enighed om, at det netop var jern og i særdeleshed guld, der tiltrak romernes opmærksomhed. Det guldrige asturiske område blev hurtigt genstand for en imperial romersk goldrush, der har flere lighedspunkter med det, der skete i Californien i midten af 1800-tallet.

Minedriften skete under ledelse af en romersk elite af erfarne ingeniører og velbetalte bjergværksfolk og med brug af en hær af lokal arbejdskraft formentlig i form af krigsfanger og tvangsarbejdere. Antallet af tvangsarbejdere i Las Medulas opgives til 10.000-15.000. Skriftlige kilder understreger dog samtidig en overraskende stor bevægelighed af kyndige minefolk indenfor Romerriget. De rige sølvfund i Sydspanien tiltrak fx en hær af italiensk arbejdskraft. Det samme kan meget vel have været tilfældet i Las Medulas. Den romerske elite på stedet levede under alle omstændigheder et liv i sus og dus. Under udgravningen af en romersk villa i mineområdet er der således fundet østersskaller, hvilket er usædvanligt i et område, der befinder sig 200 km fra havet i et ufremkommeligt bjergterræn.

Den imperialistiske udbytning af naturressourcer i de erobrede områder var en helt selvfølgelig ting for romerne og blev betragtet som pretium victoriae, sejrens løn. I et værk om de cantabriske krige bemærker den romerske historiker Florus brutalt, at ”[a]sturerne, der arbejder hårdt dybt i jordens indre, fik kendskab til deres egne rigdomme mens de måtte udvinde dem for andre.”

Også andre minelokaliteter i området vidner om brugen af ruina montium teknikken. Fremgangsmåden synes imidlertid ikke at have været anvendt i andre dele af Romerriget. Meget taler dermed for, at teknikken er udviklet netop her. Dog formentlig ikke af romerne selv. Man har nemlig i området fundet flere fortifikationsværker fra før-romersk tid, hvis stejle skrænter er skabt ved hjælp af denne særegne teknik. Romerne har dermed efter alt at dømme overtaget en eksisterende hydraulisk jordfjerningsteknik, der i romerske hænder er opskalleret og effektiviseret. Hvorvidt asturerne også tidligere har anvendt teknikken til at udvinde guld, kan der indtil videre kun gisnes om, da den romerske minedrift har slettet sporerne af en eventuel tidligere aktivitet.

Romerriget var storforbruger af metaller i alle former. Ikke mindst til den i kejser Augustus regeringstid (31 f.kr. – 14 e.kr.) gennemførte møntreform, der indførte guldmønten (aureus) som standard betalingsmiddel i hele det romerske rige. For at opretholde møntsystemet skulle der hvert år tilføres store mængder guld. Når romerske guldmønter i dag dukker op af jorden i Danmark, er det et synligt tegn på den enorme strøm af guld, der hver dag forlod Romerriget langs dets vidtstrakte grænser. Minedriften blev derfor et vigtigt element i en økonomi under statslig kontrol.

Den besindige Plinius var ikke nogen ubetinget beundrer af minedrift og jagten på guld: ”Det der er skjult for vores øjne […] driver os til vores egen ødelæggelse og jager os ned mod helvedes dybder. […] Hvor uskyldsrent, hvor lykkeligt, hvor fuldstændigt dejligt vil vores liv være, hvis vi kun begærer alt det, der kan findes på jordens overflade.”

Der kendes i dag mere end 500 antikke romerske guldminer i det store guldbælte, der dækker det nordvestlige hjørne af Spanien. Den systematiske minedrift er foregået over en periode på 200-300 år startende i begyndelsen af det første århundrede efter Kristus. Plinius skriver, at udbyttet fra området årligt løb op i 20.000 romerske pund (6,5 tons) og tilføjer, at ”ingen steder i verden har givet et så stort udbytte igennem så lang tid”. Geologer har beregnet, at omkring 600 mio. kubikmeter klippemasser er blevet udgravet og udvasket. Det totale udbytte estimeres til omkring 195 tons guld, hvoraf hovedparten (170 tons) er udvundet i primære kvartsgange ved en mere traditionel form for minedrift.

Alene i Las Medulas er der fjernet og udvasket omkring 90-95 millioner kubikmeter jord. Det svarer til rumfanget af 37 Keops-pyramider. Og udbyttet fra den gigantiske mine? Ifølge geologernes koldblodige beregninger har minen i hele sin 200 år lange levetid givet omkring 5 tons guld! Et forbløffende beskedent udbytte, når man ser på den industrielle jætteindsats, der er udfoldet i området.

Romerne efterlod sig et goldt og totalt ødelagt månelandskab. Efterhånden som vegetationen er vendt tilbage har stedet fået sin egen særprægede skønhed og blev i 1997 udpeget som UNESCO verdenskulturarv.

Minedriften i Las Medulas havde omfattende miljømæssige virkninger ikke kun i lokalområdet men helt ud i Atlanterhavet. Det udvaskede materiale blev aflejret neden for minen på et område, der er større end selve minen. Nogle kilometer fra minen har aflejringen skabt en ny sø. Det mest finkornede materiale er ført med strømmen og aflejret langt fra minen, ja ifølge Plinius helt ud til Atlanterhavet mere end 200 km væk, hvor Spanien ifølge ham dagligt voksede sig større som følge af minedriften inde i landet. For som han skriver: ”[D]et ødelagte bjerg bliver vasket væk og som følge heraf har Spanien flyttet sin jord langt ud i havet”. Vandet fra mineområdet flyder ud i floden Sil og den jernholdige ler har formentlig farvet floden rødbrun i dens nedre løb ud mod havet.

Det er den slags effekter, der normalt forbindes med industrialiseringen og som har ført til begrebet om antropocæn. Men faktisk har metaludvinding allerede fra oldtidens spæde begyndelse været ensbetydende med massive miljøpåvirkninger. Wadi Faynan i Jordan var i oldtiden centrum for en omfattende kobberudvinding, der allerede 2600 år f.kr. foregik på industriel skala. Kobberudsmeltning frigør store mængder giftige tungmetaller som kviksølv, cadmium og arsen. I dag, 2000 år efter minedriftens ophør, er området omkring minerne stadig en gold og forgiftet ødemark fyldt med giftige slagger. Forskerne taler her om den første forurenede flod i verdenshistorien.

Med romernes omfattende minedrift ikke bare i Spanien men også andre steder i imperiet ses en førindustriel top med ganske massive og langt virkende miljøpåvirkninger på global skala. Bly og andre tungmetaller frigjort under udsmeltningen af metaller fandt allerede i antikken vej til Grønland. Gamle blyaflejringer i Indlandsisen udgør i dag et slags arkiv for minedriften i Europa. Man kan af dette arkiv fx udlede, at udsmeltningen af sølv nåede et førindustrielt toppunkt i de første ca. 160 år efter Kristi fødsel, da romerne for alvor satte gang i sølvudvindingen i Spanien. Først med den industrielle revolution i 1800-tallet når den atmosfæriske forurening med tungmetaller en ny top.

Når man er færdig med Las Medulas og med at filosofere over romersk minehistorie i øvrigt, bør vejen lægges forbi et af de lokale værtshuse, hvor man kan nyde den fortræffelige øl, der produceres i det nordspanske hjørne. Øllet smager selvfølgelig bedst til lyden af den allestedsnærværende sækkepibemusik – vi er trods alt på gammel keltisk jord.

Publiceret 20. februar 2020.